Uld der ikke kradser

Uld. For nogle kan bare ordet få den prikkende fornemmelse og de røde kradsmærker frem på armene. Måske har du traumer om den striktrøje, tante Oda gav dig sidste jul, og som du af høflighed var nødt til at have på, selvom den kløede ulideligt. Men nu er det tid til at lægge traumerne og striktrøjen på hylden, fordi sandheden er, at der findes uld, som ikke kradser. Uldtøj har mange gode egenskaber, så som at det absorberer sved og tilpasser sig temperaturen, så kroppen altid er varm. Det er altså en skam at undgå det.

Men hvorfor kradser uld?

Rent teknisk handler det om, hvor fine eller grove uldfibrene er. Jo finere fibre, jo mindre kradser ulden. De groveste uldtyper bruges kun til frakker, tæpper og andet til udendørsbrug.

Fibrenes grovhed afhænger meget af uldtypen, så hvis du skal forsikre dig om, at næste striktrøje fra tante Oda ikke kradser, må du spørge ind til denne. Uldtypen kan du også ofte aflæse, hvis du kigger under ’materiale’, når du køber en lækker uldundertrøje eller nye uldsokker på nettet. Dog skal det siges, at man kan få alle uldtyper i mere eller mindre fin kvalitet.

Disse uldtyper kradser ikke:

Merinould fra merinofår, som er kendt for at lave noget af verdens fineste uld. Og det bedste er, at det ikke kradser. Det er tilmed meget åndbart, så man ikke kommer til at svede. Merinould benyttes i rigtig meget tøj og ses tit i undertøj, fordi det er så varmt og blødt. Selvom denne uld som alt andet kan fås i mere eller mindre fin kvalitet, får du aldrig et kradsende produkt med merinould.

Kashmiruld fra kashmirgeder er meget fint, blødt og skrøbeligt. Også her er du altså sikker på et ikke-kradsende produkt. Kashmir anses verden over for lidt af en luksusvare, og fordi det er så dyrt, er det tit blandet med andre materialer.

Alpacagarn fra de lama-lignende alpacaer siges at kradse mindre end almindeligt uld. Men det kan svinge fra produkt til produkt, så her kan du ikke være sikker.

Tit blander man uld med andre materialer for at gøre tøjet endnu mere behageligt for huden. Man blander for eksempel uld med silke eller bomuld for at opnå blødere og knap-så-varme produkter. Nogle blandinger har dog også til formål at gøre tøjet mere slidstærkt. Det gælder ofte uldsokker, fordi der ellers ikke går lang tid før storetåen titter frem gennem et hul.

Skrevet af Rebecca Christie d. 12-05-2019 i Tøj & mode