Forlæng levetiden på dit tøj

​Der bliver brugt flere og flere penge på tøj, men der bliver ikke passet særligt godt på det.
Udover den store miljømæssige regning det efterlader, slides tøjet også i stykker. Det er altid dejligt med nyt tøj, det kan de fleste nok blive enige om. Men det er også rart at vide, hvordan man passer på det tøj man har.
Bæredygtighed er i dag en rigtig vigtig ting. Der skal passes på miljøets ressourcer, så vi kan efterlade vores efterfølgere, med samme muligheder som vi har. Det kan man blandt andet gøre, ved at passe på det tøj man køber og sørger for, at det får så lang en levetid som muligt.

Her kommer lidt gode råd til, hvordan man kan forlænge levetiden på sit tøj:

Bryd dine vaskevaner
Når Marianne fra spinning, svigermor og naboen også vasker fire gange om ugen, så er det vel helt normalt? Det er det også. Men bare fordi noget er normalt, er det ikke nødvendigvis rigtigt. Hvis alle bliver bedre til at vurdere om vasketøjet egentlig har brug for en tur i maskinen, så vil der spares mange ressourcer, og tøjet vil holde længere. Vask kun tøjet hvis det er beskidt eller lugter. På den måde vil de fleste kunne spare 1-2 vaske om ugen, og det vil have en stor betydning for tøjets levetid.
Vil du have endnu flere råd til, hvordan du kan nedsætte dit vandforbrug ved vask, så se med her.

Coating
Mange beklædningsdele får en form for overfladebehandling inden de kommer ud i butikkerne, også kaldet coating. Det gør for eksempel at tøjet bliver blødere, holder farve og form bedre, eller er mere vandafvisende. Denne overfladebehandling aftager for hver gang man vasker tøjet, så hvis man ønsker at disse egenskaber skal holde længst muligt, så er det blot endnu en god grund til at holde igen med vaskeriet.

Vask ved lavede temperatur
En anden ting man kan gøre for at skåne sit tøj er, at vaske det ved lavere temperaturer.
Jo højere grader der vaskes ved, jo mere slides tøjet. Det skyldes, at det tager maskinen længere tid at varme vandet op, desto varmere det skal være. Dermed bliver vaskeprocessen længere ved varmere vaske.
Man skal ikke være bange for at tøjet ikke bliver rent, hvis det ikke bliver vasket ved den anviste temperatur på vaskemærket. Det kræver blot, at man bruger det rigtige vaskemiddel. Vasker man sit tøj ved 15-20 grader, kræver det et specielt vaskemiddel til koldvask.

Køb tøj der renser sig selv
Noget tøj kan man helt undgå at vaske, da det har en selvrensende effekt.
Her snakker vi om animalske fibre, som bruges i uld. Der findes mange former for uld, fra forskellige dyr og i forskellige kvaliteter. Ens for dem alle er, at de fra naturens side, har den egenskab, at de kan nedbryde bakterier. Animalske fibre indeholder keratin, som nedbryder bakterierne, der skaber dårlig lugt og gør, at bakterierne generelt har svært ved at formere sig.
Du kan roligt helt lade være med at vaske dine uld produkter, men bare hænge dem ud og lufte, hvis du synes de trænger.
Uld kan dog desværre ikke selv fjerne uønskede pletter, så det kan blive nødvendigt med en vask en gang imellem. Men undgå det så vidt muligt, da du risikerer at udvaske de fedtstoffer der giver ulden dens gode egenskaber.

Hæng tøjet til tørre
Hæng tøjet til tørre i stedet for at smide det i tørretumbleren.
Flere typer af fibre bliver mindre modstandsdygtige i våd tilstand. Det er derfor blandt andet en hård omgang, at skulle en tur i vaskemaskinen og tørretumbleren. Så hvis du kan skåne tøjet for sidstnævnte, så er du med til at sikre dit tøj en længere levetid.

Lap dit tøj
90’erne er tilbage og der er absolut ingen skam i at have lapper på tøjet. Det gælder både for børn og voksne. Så hvis junior har fået hul på knæet efter en gang fodbold i skolegården, så finder i bare en sej lap. Der findes både nogle som kan stryges på og nogle som skal syes på.
Lapper behøves ikke kun bruges, hvis der er gået hul på tøjet. Det kan også være med til at give et stykke tøj et nyt liv. På den måde kan man få tøj der har ligget længe i skabet i brug igen.
En anden mulighed er helt traditionelt at sy hullet i hånden, eller med nogle store zigzag sting på symaskinen. Man kan bruge en skrigende trådfarve eller bare en, der står i kontrast til stoffets farve, for at få en sjov effekt. Der er ikke et øje der vil opdage, at tøjet ikke er købt sådan.

Sy det ind, ud eller om
Man kan finde videoer til det meste på YouTube idag, så hvis man har mod på at kaste sig ud i et syprojekt, så er der stor hjælp at hente. Det er ikke nødvendigt at skille sig af med sit tøj, bare fordi det ikke sidder helt som det plejer. Hvis man ikke selv ejer en symaskine, er der flere steder der tilbyder, at man kan komme og sy, og oven i købet få lidt hjælp til det. Det gælder også, hvis man bare er blevet lidt træt af nogle af de gamle laser. Man kan give nyt liv til mange styles, ved blot at fjerne eller tilføje lidt.
Hvis man ikke selv er så ferm bag en symaskine, så findes der stadig mange dygtige skræddere i Danmark. Kommer man lidt uden for storbyen, så kan man få meget lavet til fornuftige penge.

Skrevet af Anna-Sofie Dall Johansen d. 08-10-2019 i Bæredygtighed, Tøj & mode