CAPOEIRA – ALT-I-EN SPORT

Hvis I leder efter en sjov sport, der kan noget mere end fodbold og karate, så er Capoeira måske alternativet for jer. En alt-i-en sport for både børn og voksne. 

Lun fredags-forårssol skinner ind af de højtsiddende vinduer i gymnastiksalen på Frøbels Seminarium på Frederiksberg. Varmen når ikke helt ned til 10årige Bastian, der har placeret sig bagest i salen. Men det gør ikke noget. For i de næste 1½ time står den på sveddryppende Capoeira og det skal nok give varmen. Der er fælles træning med de voksne i dag, så Bastian har sin far med, ligesom mange af de andre børn. Fordelt på gulvet, på bare fødder og i hvidt træningstøj, går de så småt i gang med dagens opvarmning. De klassiske øvelser som mavebøjninger og benstræk, gør, at det hele indtil videre ser velkendt ud. Lige bortset fra de to store trommer, der står i den ene ende af salen og lover noget mere.

Hvad er det for noget?
Capoeira er en blanding af traditionel kampsport, akrobatik og rytmisk dans. En slags kampdans for alle aldersgrupper.
Capoeira opstod i 1700-tallet blandt afrikanske slaver på plantagerne i Brasilien. For at undgå optøjer havde slaveejerne forbudt slaverne at træne kampteknikker, de havde med sig fra Afrika. Slaverne blev dog ved med at træne de forbudte teknikker ved at skjule dem i en art dans akkompagneret af sang og musik:

”Det var fordi slaverne godt ville slippe fri, fordi de var fanget. Så lavede de træning, som skulle ligne, at de bare dansede. Så de hvide ikke skulle opdage, at de trænede sig til at slå sig fri. De blev pisket og alt muligt. ”, fortæller Bastian om hvordan capoeira opstod.

Først i 1937 blev capoeira tilladt i Brasilien. I dag er det den brasilianske nationalsport og har spredt sig til både USA og helt til Frederiksberg i København, hvos Bastian har gået på capoeira-skolen Senzala, siden han var fem år:

”Det var min mor, der sagde jeg skulle gå til det. I starten sagde jeg: nej, det gider jeg ikke. Det er helt vildt kedeligt. Men så da jeg kom i gang, så var det sjovt og så blev jeg ved og nu gider jeg ikke stoppe.”
Bastian træner to-tre gange om ugen. To gange på børnehold og én gang med de voksne.
Vejrmøller med mere
Luften er ved at være tyk af sved og koncentration. Med kontrollerede bevægelser lægger Bastian an til en vejrmølle. Uden tilløb bøjer han kroppen forover i en smidig glidende bevægelse op til lodret stilling. Langsomt og præcist lader han benene finde gulvet igen og løber lige forbi sin søster, der kigger på, og ned i den anden ende af salen, hvor han smutter om i rækken, klar til næste øvelse. Træningen er for alvor i gang.


”Hvis man nu laver vejrmøller, så er det ikke så svært. Det er ikke svært, når man har øvet sig rigtig meget. Nogle gange så sætter man vejrmøllen sammen med alt muligt.”, beretter Bastian.

De basale grundtrin i capoeira kaldes Ginga. Ud fra dem, kan man bevæge sig på et utal af måder. Det er dem, der giver capoeira sit karakteristiske dansepræg, som ikke findes i andre kampsportsgrene. Ginga betyder på portugisisk, at svinge kroppen fra den ene side til den anden. Bevægelserne er bløde og flydende og slag og spark laves kun som markeringer. Egentlig kropskontakt forekommer sjældent.

”Der er rigtig, rigtig mange spark. Så kalder man det alt muligt på brasiliansk. Men man skal ikke kun sparke, man skal også være nede på gulvet og lave alt muligt akrobatisk.”,   fortæller Bastian om de bevægelser, der kendetegner capoeira og som også er oprindelsen til fænomenet Break Dance.
Én gang om året afholder capoeira-skolerne en gradueringsceremoni, en batizado, hvor der uddeles bælter efter et rangsystem:

”Der er mange bælter. Der er færre, når man er voksen, end når man er barn. Nu har jeg gul-orange. Det næste jeg skal have, er grå-hvid. Jeg vil gerne blive rigtig god, ligesom min lærer. Han er mester (højeste rang, red.).”

Roda med H
Efter en kort pause, rykker Bastian, hans far og de andre i salen, sammen i en rundkreds. Bevægelserne og musikken tager over. Berimbauen, en slags flitsbueinstrument driver værket sammen med trommerne agogo og atabaque. Fredagens træning når sit højdepunkt i denne roda, dette menneskehjul, der synger og klapper og skaber stemning om de to capoeiristas, der kredser om hinanden i hjulets midte.
Roda udtales ’hådda’ og er betegnelsen for den cirkel af mennesker, der danner ramme om capoeria-dansen. Bastian synes, det er det sjoveste at være i Roda, selvom, der står en masse og kigger på:

”Lige i starten, der tænkte man: nej, det tør jeg ikke! Men når man så prøver det, så JAAH – jeg vil igen, jeg vil igen! Man vil rigtig gerne, når man først har gjort det en gang.”, fortæller Bastian begejstret.

Han har også prøvet at være i roda med sin far. Selvom Bastian nok mener, at han er lidt bedre til capoeira end sin far, så er hans far stadig god, synes han. Og i hvert fald kan han godt lægge Bastian ned i en Roda:

”Det er irriterende, fordi han hele tiden, lægger mig ned, men det også sjovt at være i roda med det voksne, for de er så vilde.”

Capoeira handler om, at have det sjovt, at lege og at udfordre hinanden. Det adskiller sig meget fra anden kampsport, ved at man ikke rammer hinanden, for at det skal gøre ondt, men snarere for at vise sine evner samtidig med, at man lærer af hinanden:

”Man skal prøve på, at lave det sådan, så det ser flot ud. Det er kun, når man bliver rigtig stor, at man får lov til rigtigt at slå og ramme. Altså, vi sparker da mod hinanden og hvis den anden ikke dukker sig, så er det bare ærgerligt, men det er ikke meningen. Jeg har prøvet at blive ramt. Det gør meget ondt.”, siger Bastian, der ikke går til capoeira for at være god til at slås eller for at vinde:

”Når vi er i roda, må vi godt lægge hinanden ned. Og så kan man sige: jeg vandt. Men det er ikke sådan noget, man går op i. Det gælder ikke om at vinde og gå sige: jeg vandt, ha ha. Det er ikke ligesom fodbold. Man både samarbejder og er mod hinanden.”

De hvide træningsdragter har fået mørke skjolder af sved. Solen har for længst gemt sig bag gymnastiksalens brede vindueskarme. Weekenden og aftensmaden venter derhjemme efter halvanden time i godt selskab med venners bare fødder og et strejf af Brasilien.

Tekst og foto: Siv Lerce Frederiksen

Skrevet af teenstyle d. 23-05-2012 i Fritid