Bæltetasken – fra kikset turistgenstand til musthave

Bæltetaske.Teenstyle.Blog

I dag ser vi bæltetasken overalt i gadebilledet. Vi ser den i alverdens farver, mønstre, former og størrelser. Bæltetasken er de seneste år blevet en modegenstand. Og især er bæltetasken blevet en uundgåelig del af moden på de danske festivaler sommeren over. Både hos piger og drenge, kvinder og mænd. Lige nu er bæltetasker altså moderigtige – men også praktiske at have med på farten. Men tasken har kæmpet med et genstridigt ry som kikset turistgenstand. Et ry, der måske har været med til at sætte skub i bæltetaskens popularitet.

Ifølge Berlingske er bæltetasken en af de mest forhadte genstande i modens historie. Bæltetasken forbindes nemlig med horder af turister, forlystelsesparker og campingliv. Den er indbegrebet af sporty og praktisk mode, ligesom cykelshorts, benvarmere og joggingdragten er det. Bæltetasken har længe været indbegrebet af kikset-hed. Og som Politikens skribent Niels Pedersen skriver i 2017, får bæltetasken måske mange til at tænke på Lars Hjortshøjs kiksede karakter, Robert Dølhus, fra TV2 ZULU’s sitcom Langt Fra Las Vegas, der blev sendt for første gang i starten af 00’erne.

Hvor kommer bæltetasken fra?

Bæltetasken kendes også under navnet ”mavebælte” eller Fanny Pack, der er amerikansk slang for “billig tøjte”. Endnu et symbol på bæltetaskens dårligt stillede status. Det er svært at slå bæltetaskes oprindelse fast én gang for alle. For der findes mange gode bud. Man kender bæltetasken fra 1500-tallets Frankrig, hvor den gik under navnet ”chatelaine”. Bæltetasken har også slægtsskab med værktøjsbælter og tasker, som indianerne brugte. Nogen mener også, at bæltetasken opstod i New Yorks gademiljø, fordi det gjorde det nemmere for graffitimalere, at holde styr på alle deres ting. Andre påstår, at bæltetasken er opfundet af turister, fordi tasken er praktisk og god til lange varme dage med shopping og sightseeing. Politiken skriver, at den moderne bæltetaske blev opfundet i 1962 af australieren Melba Stone, der fandt sin inspiration hos Australske kænguruer.

Bæltetasken på mode

Nok er bæltetasken på mode. Men de fleste bærer den skråt over skulderen eller på den ene hofte. Ikke midt på maven. Politiken skriver, at bæltetasken som modefænomen startede i hiphop-miljøer og visse modekredse. Og et af de første eksempler på en mode-bæltetaske var en del af Maison Margielas samarbejde med H&M i 2012. I 2017 så vi for første gang bæltetaskerne overalt på Danmarks festivaler. Og trenden ser ud til at fortsætte. Vores udvalg af bæltetasker kan findes her.

Er bæltetasken på vej tilbage på maven?

En bæltetaske laver en bule et ubelejligt sted. Hvis man altså sætter den midt på maven. Derfor bliver tasken ofte kombineret med f.eks. en vild frisure eller et par moderne sko – hvis man ikke har lyst til at ligne en turist alt for meget. Men når alle efterhånden går med bæltetasken skråt over skulderen, skal der nok være nogen, der pludselig starter en ny trend, hvor tasken igen sidder midt på maven. For trends starter altid et sted, og det kiksede er på vej tilbage. Cykelshorts er også begyndt at trende igen. Så mon ikke også bæltetasken så småt er på vej tilbage midt på maven.

Skrevet af Nina Pehn d. 15-07-2019 i Tøj & mode